“Skulptur er det man støder ind i når man bevæger sig baglæns for at betragte et maleri” – frit citeret fra en kunstanmeldelse.
Grunden til jeg husker det er, at skulpturen som kunstudtryk, stadig lever lidt i skyggen af det plane billede. Måske fordi den opleves vanskeligere at gå til, fordi den kræver sin egen plads i rummet?
Når jeg er optaget af skulpturen, er det fordi den med sin rumlige form taler direkte til en kropslig begribelse – man kan helt bogstaveligt gribe om skulpturen, men man kan også – i bedste fald – begribe skulpturens ‘væsen’ og se verden med et fornyet blik. Skulpturen kan gennem den bearbejdede form give os nye sansninger og kropslige erkendelser på en helt særlig måde. I mit eget arbejde søger jeg – selvfølgelig – at nå så langt som muligt i processen fra tema til færdig skulptur, men ved jo også godt, at det kun er i de helt særlige og sjældne øjeblikke det for alvor lykkes.
“Selv om der ikke findes hvide krager, skal jeg ikke holde op med at lede efter dem” ( Günther Mansdotter)